fredag den 17. august 2018

Langeland: En vandretur mod nord fra Ristinge til Klæsø Havn, ca. 14 km

Fra Ristinge til Klæsø Havn i bunden af Lindelse Nor er fjerde etape af en vores (Jette og Jespers) vandretur Langeland rundt langs kysten

Du kan læse om alle 10 etaper Langeland rundt langs kysten på Langelands Turistbureaus hjemmeside: https://www.langeland.dk/en-fodtur-langeland-rundt-langs-kysten-gdk1101770

Kysten fra Ristinge til Klæsø Havn i Lindelse Nor bugter sig ud og ind og er domineret af fire nor: Ristinge Nor, Kølle Nor, Lindelse Nor og Henninge Nor. Et nor er et vandområde omgivet af land og kun forbundet med havet med en mindre åbning. Langelandske landmænd har forsøgt at tørlægge en del af norene og opdyrke de indvundne områder, mange gange med held - pumpestationer, grøfter og dæmninger vidner om kampen for holde vandet ude. De nor, som ikke er afvandede, står med klart vand og ligner søer eller våde enge, nogle med små øer og områder, som afgræsses. Norene og de lavvandede havområder er eldoradoer for fugle, så medbring en kikkert!

På trods af de mange vådområder kan du på det meste af strækningen følge kysten. Hvis klinter og smalle strande gør kysten lidt ufremkommelig, kan du sagtens finde en trampesti eller et markskel lidt inde i landet.

Praktisk at vide om turen fra Ristinge til Klæsø Havn
Overnatning (campingpladser, teltpladser, shelters): Ristinge (campingplads) Ristinge Havn (3 shelters) Kædeby Haver (Langøvej 6, teltplads)
Indkøb: Lindelse. Humble
Spisesteder: Lindelse. Humble

Beskrivelse og kort er udarbejdet af Jesper Ansbæk og Jette Purup, Rudkøbing. Rettelser og forslag til forbedringer må meget gerne sendes til jansbaek@gmail.com eller purup@tdcadsl.dk.



Foto: Shelters ved Ristinge Havn, februar 2018

LANGELAND RUNDT – er en vandretur langs kyster på 139 km. Vi har opdelt vandreturen i 10 etaper a 10-19 km
De 10 etaper:
1 Spodsbjerg-Østerskov 19 km
2 Østerskov-Bagenkop 15 km
3 Bagenkop-Ristinge 15 km
4 Ristinge-Klæsø Havn 14 km
5 Klæsø Havn-Rudkøbing 14 km
6 Rudkøbing-Korsebølle 12 km
7 Korsebølle-Lohals 17 km
8 Lohals-Snøde Strandvej 13 km
9 Snøde Strandvej-Botofte 10 km
10 Botofte-Spodsbjerg 10 km km

Du kan læse om alle 10 etaper på Langelands Turistbureaus hjemmeside: https://www.langeland.dk/en-fodtur-langeland-rundt-langs-kysten-gdk1101770

Kyst og geologi: Flade sandstrande, rullesten, større sten. Hatbakker. Klinter. Nor. Kystnære skove.
Fugleliv: Havørne. Gæs. Ænder. Vadefugle. Fugletræk forår og efterår. Medbring kikkert.
Kultur: Havnebyer, jollehavne, slæbesteder. Fyrtårne. Pumpehuse, dæmninger, diger. Godser. Sommerhuskolonier. Mindesten.
PARKERING Du kan parkere ved alle etapers start- og slutpunkt.


Her er kortet over etape 4.
Tallene på kortet, refererer til den beskrivelse der følger med de efterfølgende billeder.

Hvis du gerne vil vide lidt mere om hvor du kan færdes i naturen kan du læse om reglerne her: http://mst.dk/friluftsliv/hvad-maa-jeg-i-naturen

Turen går langs kysten på stranden eller på veje og stier hvor de følger kysten.

Foto: Sådan starter etape 4: På en markvej

31. Start på Ristingevej. Etape 4 begynder på Ristingevej ca. 300 meter syd for Ristinge Havn. Følg markvejen mod øst, hold til venstre, hvor den deler sig. Den næste kilometer kan du gå på toppen af en dæmning. Denne strækning er udpeget til at blive en del af en cykelsti, som skal føre til Humble, men projektet er endnu ikke gennemført (maj 2018).


Foto: En smal sti fører over en dæmning, som også er en gammel postrute.

De næste cirka to kilometer følger du kysten tæt – dels på smalle stier og i markskel, dels på stranden, som på nogle strækninger er dækket af et tykt lag tang, andre steder af fint sand.


Foto: Fascinerende vold af opskyllet ålegræs på stranden ved Ristinge Nor

Foto: Fritidsfiskere og kystjægere har kronede dage hele vejen langs kysten og i de lavvandede nor.

Foto: Joller og skydepramme vidner om livlig aktivitet.


Foto: Opfindsomme siddepladser og lokkefugle gemt i sivene vidner om livlig aktivitet.

Foto: Dæmningen over Bolbro Rende i bunden af Kølle Nor.

Foto: Stien på dæmningen over Bolbro Rende.

32. Ved Kølle Nor går du langs kanten af rørskoven, og lige nord for Møllegård skal du følge et afløb nogle få meter ind i landet, hvor du kan krydse det. Forsæt langs noret i skellet mellem rørskov og mark, indtil en sti fører dig frem til en smuk, stensat dæmning. Gå ad den smalle sti på toppen, kryds Bolbro Rende og du står på grusvejen Kædeby Has.


Foto: Bolbro Rende afvander Vestergårds Mose.

Foto: Kædeby Has Vejlaug vedligeholder en fint, rekreativt område ved Kædeby Has Strand


Foto: gæster er velkomne ved Kædeby Has Strand

33. Kædeby Has Stand. Følg Kædeby Has mod vest til Kædeby Has Strand, hvor vejen ender blindt og lokale beboere har skabt et fint, græsklædt rekreativt areal med bordbænkesæt.


Foto: Kædeby Bro.

34. Næste stop kan være Kædeby Bro for enden af Brogårdsvej. Her stod tidligere en ca. 130 meter lang træbro på pæle, som var anløbssted for fartøjer (paketter og dampere). De sejlede i rutefart med gods og passagerer op og ned langs Langelands kyst, videre ud i Det Sydfynske Øhav og sågar til København. En sten med inskriptionen 1900-1940 minder om broens levetid, den blev ødelagt i isvinteren 1940. I dag er kun stenen tilbage.

Foto: Lokale beboere vedligeholder en fin sti langs kysten ved Kædeby Bedehaver.

35. Følg kysten nordpå. Du passerer et par pumpestationer og går på toppen af diger, som vidner om bøndernes århundredlange kamp for at holder de lavtliggende marker langs kysten tørre. Langs området Bedehaver vedligeholder lokale beboere en dejlig, bred græssti.


Foto: Dådyr har kronede dage på Kædeby Has.

36. Gå mod øst. Gå ind i landet ad markvejen mod øst, og du havner ved Langøvej 15. Gå mod nord ad Langøvej 300-400 meter.

37. Her kan du vælge: Følg asfaltvejen Bogøvej mod øst ca. 2 km. I et skarpt sving mellem Bogøvej 29 og 27 har du fra en lille bakketop den smukkeste udsigt over Lindelse Nor med de mange småøer – Det Sydfynske Øhav i ministørrelse, er der nogen, der kalder noret. Efter Bogøvej 32 ligger et fint, lille pumpehus, vejen krydser en rende og straks efter drejer du stik nordpå ad en smal vej.

Foto: Vejen til Langø.

Alternativt:
37. Gå mod nord. Følg Langøvej nordpå forbi en ellesump, derefter østpå og sydpå, indtil du står ved dæmningen til den lille Langø.

38. Du må gerne gå over på Langø, men som altid: Hold dig på respektfuld afstand af den eneste ejendom på den lille ø, som er privatejet. Nord for Langø ligger Bukø, som er ubeboet og kun kan nås med et fladbundet fartøj.
Det kan være lidt bøvlet at følge sydsiden af Lindelse Nor herfra. Men hold dig så tæt til kysten som muligt. Nogle steder er stranden fuld af sten, nogle steder kan du gå i kanten af en udyrket mark eller kæmpe dig gennem et krat. Til gengæld kan du slappe af ved små, idylliske slæbesteder med joller og ophalertræk, og i heldigste fald ligger en sæl og slikker sol på en af de store sten i noret.

Foto: I heldigste fald ligger en sæl og slikker sol på en af de store sten ved denne del af Lindelse Nors kyst

Foto: Et af de små, idylliske slæbesteder med joller og ophalertræk.

Foto: Pumpehus.

39. Efter ejendommen Bogøvej 32 kan du studere endnu en pumpestation, som har tørlagt den gren af Lindelse Nor, som ligger syd for dette punkt. Kort efter krydser vejen en rende og du skal dreje skarpt mod nord ad en afstikker fra Bogøvej.
Dæmningen til Lindø er afspærret.



Foto: Dæmningen til Lindø.

40. Dæmningen til Lindø.
Følg Bogøvejs afstikker nordpå til dæmningen ved Lindø. Ejerne af øen har forbudt adgang, så fortsæt østpå langs kysten, nyd udsigterne til Lindø og den lille, ubeboede ø Kværnen. Hvor kystlinjen drejer mod nord, kan du få besvær med at krydse en rende, men følg den lidt ind i landet, og du finder en bro.


Foto: Helt inde i bunden af Lindelse Nor ligger en lille skov. En sti fører gennem skoven tilbage til kysten.

41. Lille skov. Gå ind i den lille skov og følg en skovsti tilbage til kysten.


Foto: Udsigt til Købeshoved.

42. Købeshoved.
Strækningen herfra til Købeshoved fører gennem rørskov, men trampestier gør det nemt at komme frem. En dæmning fører over åbningen til det delvist afvandede Klæsø Nor, og her er rester af pumpestationen.
Voldstedet Købeshoved spillede tidligere en afgørende rolle i forsvaret af Langeland og menes at være forgængeren for Langelands hovedstad Rudkøbing. Voldstedet er tilgroet, og det er svært at se de spor, der er tilbage. Læs mere: http://www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder/Lokalitet/113410/
I dag ligger et nyere fritidshus på pynten, det skal du naturligvis holde dig på afstand af. Nyd udsigten til Eskilsø, endnu en lille ubeboet ø i Lindelse Nor.


Foto: Fundament til pumpestation mellem Lindelse Nor og Klæsø Nor.

Foto: Jollehavnen for enden af Klæsøvej.

Foto: Toiletbygningen ved jollehavnen for enden af Klæsøvej.

43. Klæsø Havn.
Vandreturen videre nordpå er uproblematisk, gå på kysten eller digerne, og du når frem til en lille jollehavn for enden af Klæsøvej. Her er parkeringsplads, toiletbygning, bordbænkesæt og en dejlig, frønnet solnedsgangsbænk – og her slutter etape 4.

Langeland: En vandretur fra Bagenkop mod nord til Ristinge, ca. 15 km

Fra Bagenkop mod nord til Ristinge er tredje etape af en vores (Jette og Jespers) vandretur Langeland rundt langs kysten

Du kan læse om alle 10 etaper Langeland rundt langs kysten på Langelands Turistbureaus hjemmeside: https://www.langeland.dk/en-fodtur-langeland-rundt-langs-kysten-gdk1101770

Kysten fra Bagenkop til Ristinge er en udpræget lækyst med bugter, vige, strandenge og nor: Klise Nor, Hellenor, Salme Nor, Tryggelev Nor og lidt inde i landet: Nørreballe Nor.
Et nor er et vandområde omgivet af land og kun forbundet med havet med en lille åbning. Mange langelandske nor er i dag helt afskåret fra havet, fordi strøm og bølger har transporteret materiale langs kysten og lavet en vold af sand, grus og småsten ind mod noret.
Driftige langelændere har forsøgt at tørlægge en del af norene og opdyrke de indvundne områder, mange gange med held - du passerer flere pumpestationer, grøfter og dæmninger, der vidner om deres forsøg på at holde vandet ude. Det store Magleby Nor, nord og syd for Bagenkop, blev tørlagt i 1853, men før den tid kunne bagenkopperne sejle hele vejen til kirken i Magleby (de fik først deres egen kirke i 1920).

Praktisk at vide om turen fra Bagenkop mod nord til Ristinge
Overnatning (campingpladser, teltpladser, shelters): Bagenkop (campingplads). Ristinge (campingplads)
Ristinge Havn (3 shelters)
Indkøb: Bagenkop. Ristinge (i sommermånederne). Humble
Spisesteder: Bagenkop. Hesselbjerg (sommerkiosk)

Beskrivelse og kort er udarbejdet af Jesper Ansbæk og Jette Purup, Rudkøbing. Rettelser og forslag til forbedringer må meget gerne sendes til jansbaek@gmail.com eller purup@tdcadsl.dk.


Foto: Bagenkop kirke

LANGELAND RUNDT – er en vandretur langs kyster på 139 km. Vi har opdelt vandreturen i 10 etaper a 10-19 km
De 10 etaper:
1 Spodsbjerg-Østerskov 19 km
2 Østerskov-Bagenkop 15 km
3 Bagenkop-Ristinge 15 km
4 Ristinge-Klæsø Havn 14 km
5 Klæsø Havn-Rudkøbing 14 km
6 Rudkøbing-Korsebølle 12 km
7 Korsebølle-Lohals 17 km
8 Lohals-Snøde Strandvej 13 km
9 Snøde Strandvej-Botofte 10 km
10 Botofte-Spodsbjerg 10 km km

Du kan læse om alle 10 etaper på Langelands Turistbureaus hjemmeside: https://www.langeland.dk/en-fodtur-langeland-rundt-langs-kysten-gdk1101770

Kyst og geologi: Flade sandstrande, rullesten, større sten. Hatbakker. Klinter. Nor. Kystnære skove.
Fugleliv: Havørne. Gæs. Ænder. Vadefugle. Fugletræk forår og efterår. Medbring kikkert.
Kultur: Havnebyer, jollehavne, slæbesteder. Fyrtårne. Pumpehuse, dæmninger, diger. Godser. Sommerhuskolonier. Mindesten.
PARKERING Du kan parkere ved alle etapers start- og slutpunkt.


Her er kortet over etape 3. Tallene på kortet, refererer til den beskrivelse der følger med de efterfølgende billeder.

Hvis du gerne vil vide lidt mere om hvor du kan færdes i naturen kan du læse om reglerne her: http://mst.dk/friluftsliv/hvad-maa-jeg-i-naturen

Turen går langs kysten på stranden eller på veje og stier hvor de følger kysten.



Foto: På stranden bag de rød-hvide feriehuse på Bagenkop Havn starter etape 3.

21. Etape 3 starter i Bagenkop
- en hyggelig fisker- og ferieby på sydenden af Langeland med p-pladser, offentlige toiletter, flere spisesteder, en kro, en campingplads, en god badestrand og fine ferieboliger.


Foto: Stranden ved Bagenkop Havn hvor etape 3 starter.

21. Vandreturen begynder lige nord for de rød-hvide ferieboliger på havnen, hvor en trappe fører ned til den fine sandstrand, som har Blåt Flag og en badebro.

Foto: Klise Nor

22. Klise Nor. Følg stranden langs Klise Nor, som er delvist tørlagt. På strandengene græsser en mindre flok vilde heste - exmoorponyer - ude i det fri året rundt. Ved Ågab kan du følge en sti tilbage mod syd, ”bestige” udsigtspunktet Øen og slå dig ned ved borde og bænke i en kombineret hestestald/madpakkehus.

Foto: Vilde heste ved Klise Nor.

En flok vilde heste søger læ ved en skovklædt bakke en kold vinterdag med østenvind.
Læs mere om hestene: https://www.langeland.dk/langeland/langelands-vilde-heste



Foto: Pumpehuset ved Klisebjerg.

Til højre ”Melen”, en fiskemelsfabrik, som fiskere i Bagenkop byggede og drev fra 1951-62.

Fra stien langs Klise Nor har du mod øst udsigt til Klisebjerg og et pumpehus. Det stammer fra 1940’erne, da lodsejere gjorde en fornyet indsats for at afvande Magleby Nor og med godt resultat: I dag dyrkes både korn og græs på de store, tørlagte arealer.

Langs Hellenor afgrænses kysten af lave lerklinter, men en fin sti fører dig trygt forbi.


Foto: Udsigt mod Ristinge Klint.

Foto: Pumpestation syd for sommerhusområdet Klintegård. I baggrunden Ærø med Marstal helt øverst th.

Foto: Solnedgangsbænke ved sommerhusområdet.

23. Klintegård. Følg stien på toppen af de stejle klinter ved sommerhusområdet Klintegård. Der er flere fine bordbænkesæt, solnedgangsbænke og en badebro, som tages ind om vinteren ved sommerhusområdet.


Foto: Tyrestenen

24. Tyrestenen. Om Tyrestenen hedder det, at en ung knøs engang blev jagtet at en arrig tyr, med reddede sit skind ved at kravle op og sætte sig på toppen af stenen… Den store sten står midt på en mark nord for sommerhus-området Klintegård. Den er ikke offentligt tilgængelig, men kan ses fra stien langs stranden.


Foto: Salme Nor og Tryggelev Nor.

25. Salme Nor og Tryggelev Nor. En sti fører over en lille bro videre til grusvejen på dæmningen langs lagunerne Salme Nor og Tryggelev Nor, som sammen med Nørreballe Nor lidt længere inde i landet mod nordøst er nogle af de mest fuglerige vådområder i Danmark. Hold især udkig efter skægmejser og lappedykkere, som sammen med en række andre fuglearter kan boltre sig i rørskov, på strandeng, overdrev og i krat - og ofte får selskab af grønne frøer og gule engmyrer.


Foto: Tryggelev Nor.

De 180 hektar ejes af Fugleværnsfonden under Dansk Ornitologisk Forening, og færdsel er kun tilladt på grusvejen og de afmærkede stier. Fonden har etableret to fugletårne, flere p-pladser, toiletter, informationstavler og en plancheudstilling om områdets rovfugle ved et lille bjælkehus ved p-pladsen ved Tryggelev Nor. Læs mere om Tryggelev, Salme og Nørreballe Nor: https://www.fuglevaernsfonden.dk/images/stories/reservater/tryggelev_nor/folderen/folder_tryg.pdf

26. Pumpestation. Mod øst kan du skimte pumpestationen, som siden 1956 har afvandet Nørreballe Nor. Pumpen blev slukket i 2004, vandstanden er genetableret, noret genskabt og er nu det største af de tre vådområder.



Foto: Kiosken ved Hesselbjerg Strand.
27. Hesselbjerg Strand. Videre nordpå når du frem til halvøen Ristinge, og landskabet ændrer markant karakter. Fra kiosken ved Hesselbjerg Strand og frem til Ristinge Klint er kysten præget af brede sandstrande og et smalt bælte af sandklitter, og her afløser det ene sommerhusområde det andet.


Foto: Strand langs Ristingehalvøens sydlige kyst.

Strandene ved Hesselbjerg og Ristinge sommerhusområder er nogle af Langelands bedste og har begge Blåt Flag. Gå på stranden til p-pladsen og stranden Bjørnhøj, hvor der også er et toilet.


Foto: Klitter langs Ristingehalvøens sydlige kyst.

Foto: Ruinen efter det tidligere badepensionat Havblik.

28. Fortsæt ad stranden til det tidligere badepensionat Havblik, som i dag er dybt forfaldent (2018). Det har stået tomt siden 2006, da det blev overtaget af en nordsjællandsk investor, som ville omdanne det til et fashionabelt badehotel med restaurant. Siden er intet sket.


Foto: Stien på toppen af Ristinge Klint.

29. Ved Havblik starter den to kilometer lange sti, som går på toppen af Ristinge Klint og fortsætter helt ud til Ristinge-halvøens vestligste punkt – Ristinge Hale. Vælg stien, for stranden er smal og fuld af rullesten på denne strækning. Stien åbner til gengæld formidable udsigter over Østersøen til Bagenkop i syd og Ærø mod vest.
Klinten er et langelandsk hotspot og internationalt berømmet for sin geologi, flora og fauna. Afhængig af årstid og vejr kan man f.eks. se edderfugle, knortegæs og marsvin. Klinten er 25-30 meter høj, og på det højeste sted ligger - lidt inde i landet - et pragteksemplar af en stendysse med fritstående gravkammer.


Foto: Udsigt fra klinten mod Marstal på Ærø. Skarver holder vagt på bundgarnspælene.


Foto: Gallowaykvæg
Overdrevet langs stien på Ristinge Klint afgræsses af charmerende, loddent og fredeligt gallowaykvæg.



Foto: Ristinge Hale

29a. Ved begyndelsen af Ristinge Hale står et offentligt toilet og et bordbænkesæt. Tag eventuelt en afstikker helt ud til øens vestligste punkt og nyd de flade strandenge og udsigten over Storeholm og striben af små holme, som under evig forandring udgør et (delvist undersøisk) sandrev, som får Langeland og Ærø til at hænge næsten sammen.



Foto: Sti til nordsiden af Ristingehalvøen

En offentlig sti følger nordkysten af Ristingehalvøen og ender i første omgang ved Ristingevej. Her kan du tage en afstikker til havnen (i baggrunden på det midterste billede) eller gå videre mod øst.
30. Offentlig sti mod nord. Følg grusvejen Halevejen tilbage mod øst indtil den ved nr. 23 ændrer sig til asfalt og en offentlig marksti fører mod nord. Den drejer efter ca. 300 meter mod øst, følger kysten på indersiden af et dige og levner ikke de store udsigter. Men snart kan du se en markant, lav, hvid bygning mod nordøst – den lille Ristinge Havn


Foto: Udsigt fra Ristingehalvøen mod Ristinge Havn.

Foto: Sti på nordsiden af Ristingehalvøen tæt ved Ristinge Havn.

Foto: Udsigt mod Ristinge Havn.

Foto: Tre små shelters ved Ristinge Havn.

31. En afstikker til havnen. Stien krydser Ristingevej, og etape 4 følger den videre østpå. Men tag en afstikker på ca. 300 meter nordpå til Ristinge Havn; her ender Ristingevej blindt, og her mødes lokale fiskere og om sommeren masser af turister.

Du kan overnatte i tre små shelters, her er adgang til toiletter, køkken og bad samt mulighed for at købe frisk fisk og rejer, hvis du kommer i sæsonen - og først på dagen.

Mere om de tre shelters her: http://bookenshelter.dk/shelterplads/ristinge-havn/