Fra Bagenkop mod nord til Ristinge er tredje etape af en vores (Jette og Jespers) vandretur Langeland rundt langs kysten
Du kan læse om alle 10 etaper Langeland rundt langs kysten på Langelands Turistbureaus hjemmeside: https://www.langeland.dk/en-fodtur-langeland-rundt-langs-kysten-gdk1101770
Kysten fra Bagenkop til Ristinge er en udpræget lækyst med bugter, vige, strandenge og nor: Klise Nor, Hellenor, Salme Nor, Tryggelev Nor og lidt inde i landet: Nørreballe Nor.
Et nor er et vandområde omgivet af land og kun forbundet med havet med en lille åbning. Mange langelandske nor er i dag helt afskåret fra havet, fordi strøm og bølger har transporteret materiale langs kysten og lavet en vold af sand, grus og småsten ind mod noret.
Driftige langelændere har forsøgt at tørlægge en del af norene og opdyrke de indvundne områder, mange gange med held - du passerer flere pumpestationer, grøfter og dæmninger, der vidner om deres forsøg på at holde vandet ude. Det store Magleby Nor, nord og syd for Bagenkop, blev tørlagt i 1853, men før den tid kunne bagenkopperne sejle hele vejen til kirken i Magleby (de fik først deres egen kirke i 1920).
Praktisk at vide om turen fra Bagenkop mod nord til Ristinge
Overnatning (campingpladser, teltpladser, shelters): Bagenkop (campingplads). Ristinge (campingplads)
Ristinge Havn (3 shelters)
Indkøb: Bagenkop. Ristinge (i sommermånederne). Humble
Spisesteder: Bagenkop. Hesselbjerg (sommerkiosk)
Beskrivelse og kort er udarbejdet af Jesper Ansbæk og Jette Purup, Rudkøbing. Rettelser og forslag til forbedringer må meget gerne sendes til jansbaek@gmail.com eller purup@tdcadsl.dk.
Foto: Bagenkop kirke
LANGELAND RUNDT – er en vandretur langs kyster på 139 km. Vi har opdelt vandreturen i 10 etaper a 10-19 km
De 10 etaper:
1 Spodsbjerg-Østerskov 19 km
2 Østerskov-Bagenkop 15 km
3 Bagenkop-Ristinge 15 km
4 Ristinge-Klæsø Havn 14 km
5 Klæsø Havn-Rudkøbing 14 km
6 Rudkøbing-Korsebølle 12 km
7 Korsebølle-Lohals 17 km
8 Lohals-Snøde Strandvej 13 km
9 Snøde Strandvej-Botofte 10 km
10 Botofte-Spodsbjerg 10 km km
Du kan læse om alle 10 etaper på Langelands Turistbureaus hjemmeside: https://www.langeland.dk/en-fodtur-langeland-rundt-langs-kysten-gdk1101770
Kyst og geologi: Flade sandstrande, rullesten, større sten. Hatbakker. Klinter. Nor. Kystnære skove.
Fugleliv: Havørne. Gæs. Ænder. Vadefugle. Fugletræk forår og efterår. Medbring kikkert.
Kultur: Havnebyer, jollehavne, slæbesteder. Fyrtårne. Pumpehuse, dæmninger, diger. Godser. Sommerhuskolonier. Mindesten.
PARKERING Du kan parkere ved alle etapers start- og slutpunkt.
Her er kortet over etape 3. Tallene på kortet, refererer til den beskrivelse der følger med de efterfølgende billeder.
Hvis du gerne vil vide lidt mere om hvor du kan færdes i naturen kan du læse om reglerne her: http://mst.dk/friluftsliv/hvad-maa-jeg-i-naturen
Turen går langs kysten på stranden eller på veje og stier hvor de følger kysten.
Foto: På stranden bag de rød-hvide feriehuse på Bagenkop Havn starter etape 3.
21. Etape 3 starter i Bagenkop - en hyggelig fisker- og ferieby på sydenden af Langeland med p-pladser, offentlige toiletter, flere spisesteder, en kro, en campingplads, en god badestrand og fine ferieboliger.
Foto: Stranden ved Bagenkop Havn hvor etape 3 starter.
21. Vandreturen begynder lige nord for de rød-hvide ferieboliger på havnen, hvor en trappe fører ned til den fine sandstrand, som har Blåt Flag og en badebro.
Foto: Klise Nor
22. Klise Nor. Følg stranden langs Klise Nor, som er delvist tørlagt. På strandengene græsser en mindre flok vilde heste - exmoorponyer - ude i det fri året rundt. Ved Ågab kan du følge en sti tilbage mod syd, ”bestige” udsigtspunktet Øen og slå dig ned ved borde og bænke i en kombineret hestestald/madpakkehus.
Foto: Vilde heste ved Klise Nor.
En flok vilde heste søger læ ved en skovklædt bakke en kold vinterdag med østenvind.
Læs mere om hestene: https://www.langeland.dk/langeland/langelands-vilde-heste
Foto: Pumpehuset ved Klisebjerg.
Til højre ”Melen”, en fiskemelsfabrik, som fiskere i Bagenkop byggede og drev fra 1951-62.
Fra stien langs Klise Nor har du mod øst udsigt til Klisebjerg og et pumpehus. Det stammer fra 1940’erne, da lodsejere gjorde en fornyet indsats for at afvande Magleby Nor og med godt resultat: I dag dyrkes både korn og græs på de store, tørlagte arealer.
Langs Hellenor afgrænses kysten af lave lerklinter, men en fin sti fører dig trygt forbi.
Foto: Udsigt mod Ristinge Klint.
Foto: Pumpestation syd for sommerhusområdet Klintegård. I baggrunden Ærø med Marstal helt øverst th.
Foto: Solnedgangsbænke ved sommerhusområdet.
23. Klintegård. Følg stien på toppen af de stejle klinter ved sommerhusområdet Klintegård. Der er flere fine bordbænkesæt, solnedgangsbænke og en badebro, som tages ind om vinteren ved sommerhusområdet.
Foto: Tyrestenen
24. Tyrestenen. Om Tyrestenen hedder det, at en ung knøs engang blev jagtet at en arrig tyr, med reddede sit skind ved at kravle op og sætte sig på toppen af stenen… Den store sten står midt på en mark nord for sommerhus-området Klintegård. Den er ikke offentligt tilgængelig, men kan ses fra stien langs stranden.
Foto: Salme Nor og Tryggelev Nor.
25. Salme Nor og Tryggelev Nor. En sti fører over en lille bro videre til grusvejen på dæmningen langs lagunerne Salme Nor og Tryggelev Nor, som sammen med Nørreballe Nor lidt længere inde i landet mod nordøst er nogle af de mest fuglerige vådområder i Danmark. Hold især udkig efter skægmejser og lappedykkere, som sammen med en række andre fuglearter kan boltre sig i rørskov, på strandeng, overdrev og i krat - og ofte får selskab af grønne frøer og gule engmyrer.
Foto: Tryggelev Nor.
De 180 hektar ejes af Fugleværnsfonden under Dansk Ornitologisk Forening, og færdsel er kun tilladt på grusvejen og de afmærkede stier. Fonden har etableret to fugletårne, flere p-pladser, toiletter, informationstavler og en plancheudstilling om områdets rovfugle ved et lille bjælkehus ved p-pladsen ved Tryggelev Nor. Læs mere om Tryggelev, Salme og Nørreballe Nor: https://www.fuglevaernsfonden.dk/images/stories/reservater/tryggelev_nor/folderen/folder_tryg.pdf
26. Pumpestation. Mod øst kan du skimte pumpestationen, som siden 1956 har afvandet Nørreballe Nor. Pumpen blev slukket i 2004, vandstanden er genetableret, noret genskabt og er nu det største af de tre vådområder.
Foto: Kiosken ved Hesselbjerg Strand.
27. Hesselbjerg Strand. Videre nordpå når du frem til halvøen Ristinge, og landskabet ændrer markant karakter. Fra kiosken ved Hesselbjerg Strand og frem til Ristinge Klint er kysten præget af brede sandstrande og et smalt bælte af sandklitter, og her afløser det ene sommerhusområde det andet.
Foto: Strand langs Ristingehalvøens sydlige kyst.
Strandene ved Hesselbjerg og Ristinge sommerhusområder er nogle af Langelands bedste og har begge Blåt Flag. Gå på stranden til p-pladsen og stranden Bjørnhøj, hvor der også er et toilet.
Foto: Klitter langs Ristingehalvøens sydlige kyst.
Foto: Ruinen efter det tidligere badepensionat Havblik.
28. Fortsæt ad stranden til det tidligere badepensionat Havblik, som i dag er dybt forfaldent (2018). Det har stået tomt siden 2006, da det blev overtaget af en nordsjællandsk investor, som ville omdanne det til et fashionabelt badehotel med restaurant. Siden er intet sket.
Foto: Stien på toppen af Ristinge Klint.
29. Ved Havblik starter den to kilometer lange sti, som går på toppen af Ristinge Klint og fortsætter helt ud til Ristinge-halvøens vestligste punkt – Ristinge Hale. Vælg stien, for stranden er smal og fuld af rullesten på denne strækning. Stien åbner til gengæld formidable udsigter over Østersøen til Bagenkop i syd og Ærø mod vest.
Klinten er et langelandsk hotspot og internationalt berømmet for sin geologi, flora og fauna. Afhængig af årstid og vejr kan man f.eks. se edderfugle, knortegæs og marsvin. Klinten er 25-30 meter høj, og på det højeste sted ligger - lidt inde i landet - et pragteksemplar af en stendysse med fritstående gravkammer.
Foto: Udsigt fra klinten mod Marstal på Ærø. Skarver holder vagt på bundgarnspælene.
Foto: Gallowaykvæg
Overdrevet langs stien på Ristinge Klint afgræsses af charmerende, loddent og fredeligt gallowaykvæg.
Foto: Ristinge Hale
29a. Ved begyndelsen af Ristinge Hale står et offentligt toilet og et bordbænkesæt. Tag eventuelt en afstikker helt ud til øens vestligste punkt og nyd de flade strandenge og udsigten over Storeholm og striben af små holme, som under evig forandring udgør et (delvist undersøisk) sandrev, som får Langeland og Ærø til at hænge næsten sammen.
Foto: Sti til nordsiden af Ristingehalvøen
En offentlig sti følger nordkysten af Ristingehalvøen og ender i første omgang ved Ristingevej. Her kan du tage en afstikker til havnen (i baggrunden på det midterste billede) eller gå videre mod øst.
30. Offentlig sti mod nord. Følg grusvejen Halevejen tilbage mod øst indtil den ved nr. 23 ændrer sig til asfalt og en offentlig marksti fører mod nord. Den drejer efter ca. 300 meter mod øst, følger kysten på indersiden af et dige og levner ikke de store udsigter. Men snart kan du se en markant, lav, hvid bygning mod nordøst – den lille Ristinge Havn
Foto: Udsigt fra Ristingehalvøen mod Ristinge Havn.
Foto: Sti på nordsiden af Ristingehalvøen tæt ved Ristinge Havn.
Foto: Udsigt mod Ristinge Havn.
Foto: Tre små shelters ved Ristinge Havn.
31. En afstikker til havnen. Stien krydser Ristingevej, og etape 4 følger den videre østpå. Men tag en afstikker på ca. 300 meter nordpå til Ristinge Havn; her ender Ristingevej blindt, og her mødes lokale fiskere og om sommeren masser af turister.
Du kan overnatte i tre små shelters, her er adgang til toiletter, køkken og bad samt mulighed for at købe frisk fisk og rejer, hvis du kommer i sæsonen - og først på dagen.
Mere om de tre shelters her: http://bookenshelter.dk/shelterplads/ristinge-havn/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar