torsdag den 1. november 2018

Langeland: En vandretur mod nord fra Korsebøllevej til Lohals (17 km)

Fra Korsebøllevej til Lohals er syvende etape af en vores (Jette og Jespers) vandretur Langeland rundt langs kysten

Du kan læse om alle 10 etaper Langeland rundt langs kysten på Langelands Turistbureaus hjemmeside: https://www.langeland.dk/en-fodtur-langeland-rundt-langs-kysten-gdk1101770

Fra Korsebølle Kohave til Lohals går du på Øhavsstien (https://www.langeland.dk/oehavsstien-langeland-gdk1072925), som med nogle små afstikkere følger kysten. Du går skiftevis på stranden i sand eller sten eller på markvej/trampestier langs toppen af lave lerklinter og på diger.

Undervejs støder du på to kaffepletter med bordbænkesæt og plancher med spændende informationer om den lokalitet, du befinder sig på.

I Dageløkke Havn kan du proviantere, men kun om sommeren. I havnebyen Lohals kan du både sove og spise godt året rundt. Færgerne sejler ikke længere, men Lohals oplever en ny glansperiode men masser af aktiviteter og turister.

Stranden ved Lohals har Blåt Flag, som er badegæsternes garanti for bl.a. rent badevand og sikkerhedsudstyr.

Praktisk at vide om turen fra Korsebøllevej til Lohals:
OVERNATNING: Helletofte Strand, Helletoftevej 25 (teltplads)
Emmerbølle Strand (campingplads)
Fuglsang, Skattebøllevej 20 (shelters/teltplads)
Lohals (campingplads)
Bræmlevænge (teltplads)
PARKERING Du kan parkere ved alle etapers start- og slutpunkt.
INDKØB: Dageløkke Havn (sommerhalvåret). Lohals. Snøde
SPISESTEDER: Dageløkke Havn (sommerhalvåret). Lohals

Beskrivelse og kort er udarbejdet af Jesper Ansbæk og Jette Purup, Rudkøbing. Rettelser og forslag til forbedringer må meget gerne sendes til jansbaek@gmail.com eller purup@tdcadsl.dk.

Fotos er taget 14. marts 2018

Foto: Etape 7 følger Øhavsstien fra Korsebølle Kohave til Lohals.

LANGELAND RUNDT – er en vandretur langs kyster på 139 km. Vi har opdelt vandreturen i 10 etaper a 10-19 km
De 10 etaper:
1 Spodsbjerg-Østerskov 19 km
2 Østerskov-Bagenkop 15 km
3 Bagenkop-Ristinge 15 km
4 Ristinge-Klæsø Havn 14 km
5 Klæsø Havn-Rudkøbing 14 km
6 Rudkøbing-Korsebølle 12 km
7 Korsebølle-Lohals 17 km
8 Lohals-Snøde Strandvej 13 km
9 Snøde Strandvej-Botofte 10 km
10 Botofte-Spodsbjerg 10 km

Du kan læse om alle 10 etaper på Langelands Turistbureaus hjemmeside: https://www.langeland.dk/en-fodtur-langeland-rundt-langs-kysten-gdk1101770

KYST og GEOLOGI: Flade sandstrande, rullesten, større sten. Hatbakker. Klinter. Nor. Kystnære skove.
FUGLELIV: Havørne. Gæs. Ænder. Vadefugle. Fugletræk forår og efterår. Medbring kikkert.
KULTUR: Havnebyer, jollehavne, slæbesteder. Fyrtårne. Pumpehuse, dæmninger, diger. Godser. Sommerhuskolonier. Mindesten.

PARKERING Du kan parkere ved alle etapers start- og slutpunkt.


Kort

Her er kortet over etape 7. Tallene på kortet, refererer til den beskrivelse der følger med de efterfølgende billeder.

Hvis du gerne vil vide lidt mere om hvor du kan færdes i naturen kan du læse om reglerne her: http://mst.dk/friluftsliv/hvad-maa-jeg-i-naturen


Foto: Fugle langs vestkysten: Stor præstekrave.

Foto: Fugle langs vestkysten: Skarver.

Foto: Fugle langs vestkysten: Edderfugl.

Foto: Korsebøllevej fotograferet fra kysten (foto fra 6. marts 2018, resten af fotos er fra 14. marts)

58. Korsebølle. Etape 7 begynder, hvor Korsebøllevej ender ved kysten.


Foto: Stranden ved Korsebølle Kohave

Foto: Stranden nedenfor Korsebølle Kohave


Foto: Hvor Øhavsstien forlader Korsebølle Kohave


59. Kravl op på Øhavsstien. Følg vandkanten. Cirka 500 meter nordpå skal du holde godt øje: En smal sti fører op ad den skrænt, som kanter kysten, og når du kravler de få meter op ad skrænten, møder du Øhavsstien, som du følger mod nord ud af Korsebølle Kohave - en lille skov, som hører under grevskabet Tranekær og indtil sidste del af 1900-årene var én stor bøgeskov. Lige her står stadig smukke bøgetræer, men ellers har mange af løvtræerne veget pladsen for juletræer og pyntegrønt.

Foto: Udsigt mod kaffepletten ved Helletofte

Foto: Trækkende bramgæs


Foto: Kaffeplet ved Helletofte (Bregnegård)

60. Kaffeplet og dysse ved Helletofte. Et par hundrede meter længere fremme finder du en såkaldt Kaffeplet (den næste finder du ved Skattebølle, ca. 8 kilometer mod nord).



Foto: Nordenden af dysse ved Helletofte.

60. Kaffeplet og dysse ved Helletofte. Ved Kaffepletten kan du holde en pause, drikke din kaffe og få informationer om området, bl.a. en nærliggende langdysse, et gravsted fra yngre stenalder ca. 3300 f.Kr. med et eller flere gravkamre – man ved det ikke, for dyssen er aldrig blevet udgravet. Den aflange jordhøj er omkranset af kampesten – kigger du godt efter, kan du se, hvor stor den er: 34 m lang og otte meter bred. Til langdyssen knytter sig et sagn om en meget, meget lang guldkæde. Den kan du læse mere om på stedet.



Foto: Sommerhusområdet Helletofte Strand.

61. Helletofte Strand. Ved sommerhusområdet Helletofte Strand kan du følge Helletoftevej 300-400 meter ind i landet til Lamaland på Helletoftevej 25, hvor du ud over en flok lamaer finder en primitiv teltplads.


Foto: På vej mod Emmerbølle Strand Camping.


Foto: Feriehytter på Emmerbølle Stand Camping.

62. Emmerbølle Strand Camping/Feriepark Langeland tilbyder teltpladser, hytter og en swimmingpool, og badebroerne på stranden er til fri afbenyttelse.


Foto: Høbjerg, en hatbakke

63. Lille bjerg. Øhavsstien slår et smut op over Høbjerg, en hatbakke, som er hele 19 meter høj!


Foto: Udsigt mod den lille skov Travens Vænge og med Dageløkke havn i et fjerne

Foto: Højvandssluse ved Egeløkke.

Foto: Godset Egeløkkes smukke hovedbygning, en arkitektonisk perle fra empire-tiden (foto fra den 14. marts 2012)

64. Egeløkke. Fra kysten lige efter en højvandssluse fører en vej op til avlsgården og parken ved Egeløkke, hvor du og kan få et kik på den smukke hovedbygning, en arkitektonisk perle fra empire-tiden. Park og landsted er privatejet uden offentlig adgang. Den nuværende bygning er fra 1890. Det var her den unge digter og forfatter N.F.S. Grundtvig i 1805 blev ansat som huslærer. Han blev voldsomt, men ulykkeligt forelsket i godsejerens hustru, fru Constance Steensen-Leth og skrev kærlighedsdigtet "Strandbakken ved Egeløkke".
På denne strækning af kysten kan du – som så mange andre steder på Langelands kyst - finde rester af teglsten på stranden. Den fede lerjord på Langeland blev brugt til mursten og helt tilbage i middelalderen blev der opført teglovne, der i dag er skredet i havet, og udskibet teglsten fra kysten.


Foto: På vej mod den lille skov Travens Vænge

Foto: Travens Vænge

Foto: Udsigt mod Dageløkke Havn

Foto: Standere med infotavle og kort over Øhavsstien ved Dageløkke Havn.

Foto: Dageløkke Havn

65. Dageløkke Havn blev bygget 1898 til udskibning af tegl og som anløbssted for Sydfynske Dampskibsselskabs dampere, der gik i fast rutefart i Det Sydfynske Øhav med gods og passagerer.

Foto: Kiosk og restaurant Lanternen

Dageløkke Havn er nu en lystbådehavn og her ligger et feriecenter, indrettet på en tidligere teglværkværksgrund. Her er en kiosk og restaurant Lanternen, se åbningstider på https://www.facebook.com/dagelokkehavn.dk/.


Foto: Slæbested ved Dageløkke Havn

Foto: Dageløkke Camping ved Dageløkke Havn

Foto: Udsigt fra Dageløkke Havn mod nord mod Voldbjerg

Foto: På vej over Voldbjerg

Foto: For enden af Københavnervej står et bord-bænkesæt en ejendom og Øhavsstien slår et slag ind i landet

66. Ved Københavnervej slår Øhavsstien et lille slag ind i landet - følg skiltene rundt og tilbage til kysten.

Foto: Fuglsang Ferie tilbyder overnatning i shelter, telt eller B&B.

67. Fuglsang Ferie. En sti fører fra stranden til Fuglsang Ferie, som ligger Skattebøllevej 20, ca. 400 meter fra stranden. Her er shelter (http://bookenshelter.dk/shelterplads/fuglsang-skatteboellevej/), teltplads og B&B (forår 2018).


Foto: Om vinteren ligger der mange svaner ved kysten

Foto: Informationsstander ved kaffeplet ved Skattebølle

68. Kaffeplet ved Skattebølle. En halv kilometer længere fremme når du Kaffepletten ved Skattebølle. Her får du oplysninger om bl.a. Langelands bøller og om dengang, de danske bondegårde flyttede på landet. En halv kilometer mod nord (vest for Navnegård) står en anden fin udsigtsbænk.

Foto: Strandskade på sin sten


Foto: På vej mod Store Langbjerg

Foto: På vej over Store Langbjerg lige før Lohals

Foto: Bænk ved Stoense Udflyttere sommerhusområdets opholdsareal

69. Stoense Havn er ikke længere en havn, men en p-plads, et hyggeligt opholdsareal og et stort sommerhusområde - Stoense Udflyttere.

Foto: Udsigt fra Stoense Udflyttere sommerhusområdet mod Lohals

Foto: Et noget specielt bord-bænkesæt.

70. Stoense Udflyttere. Øhavsstien slår et gevaldigt sving ind i landet i den nordlige ende af sommerhusområdet Stoense Udflyttere. Følg skiltene ad grusvejene! Tilbage på kysten passerer du et højt hævet bord-bænkesæt og et renseanlæg.

Foto: Udsigtsbænk lige før Lohals

Foto: Udsigt mod Lohals, marts 2018. Den grundstødte kutter blev fjernet sommeren 2018.

Foto: Her går du ind i hundeskoven Vestervænge ved Lohals

71. Hundeskov. Øhavsstien slår et sidste sving ind gennem hundeskoven Vestervænge, derefter følger den Lohals lystbådehavn. Den slutter ved fælleshuset Banjen.

Foto: Et af de flotte, forhenværende pensionater i Lohals.

Foto: Kulturhuset Banjen.

72. Lohals var tidligere en driftig søfarts-, færge- og fiskerby. Dampskibe lagde til i havnen, og byen tiltrak omkring år 1900 mange turister, der tog ophold på badehotellerne og pensionaterne. I 1998 lukkede færgeruten til Korsør, og det gav Lohals et knæk, men de senere år er havnen og havnepromenaden renoveret, og her ligger også byens nye kulturhus Banjen.
I dag kommer mange turister i havnen, både sejlende og fra de mange sommerhuse i oplandet.
I Lohals kan du overnatte på campingpladsen og i det gamle, nu restaurerede, badepensionat ”Skovly”.
Etape 7 slutter ved Havnekontoret.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar