onsdag den 17. februar 2016

Uddannelser for Langelands turist-erhverv


Foto: Vores mange sommerhuse står for de fleste turistovernatninger på Langeland, når vi lige ser bort fra gæsterne på Langelands-festivalen.

1. Hvorfor uddannelse inden for turisme?
Turister stiller høje krav. Der kræves både viden og indsigt af både ledere, medarbejdere og sæsonansatte i Langelands turist erhverv for at leve op til turisternes forventninger. Det samme gælder andre, der leverer oplevelser til turisterne: F.eks. ansatte/frivillige, der fortæller om de Langelands attraktioner samt guider og historiefortællere, som formidler oplevelser af øens natur, kultur og kunst til turisterne. Alle skal de være dedikerede, servicemindede, imødekommende, sprogkyndige og fleksible for at turisterne får den bedst mulige oplevelse.

Målet er at turisterne får så god en oplevelse, at de kommer tilbage til Langeland, og, ikke mindst, anbefaler Langeland i deres bekendtskabskreds.




Foto: Turistkontoret ligger på Torvet i Rudkøbing - Langelands velbevarede købstad



De turist relaterede uddannelser skal rette sig mod alle turismens aktører på Langland:
 sommerhusudlejere,
 campingpladser,
 Bed & Breakfast,
 service til lystfiskerturister,
 hoteller,
 restauranter,
samt
 ansatte/frivillige der formidler attraktioner,
 guider og historiefortællere.

De langelandske uddannelser inden for turisme, skal tage hensyn til, at mange af turismens aktører på Langland er små familie drevne virksomheder eller enkeltmands-virksomheder. Uddannelserne skal tage afsæt i deres behov.

Der er lavet en del undersøgelser af behovene for uddannelse af for turismens aktører, men ingen specifikt rettet mod Langeland turisme (så vidt jeg ved!).

Der er behov for både at få snakket med de vigtigste grupper af turister og turisme-aktører på Langeland (kortlægge ønsker og behov), som udgangspunkt for en målrettet uddannelsesindsats.

Dette udkast til en vurdering af behovet for uddannelse af turismeaktører, samt forslag til temaer for uddannelser, bør derfor justeres på baggrund af samtaler med turismeaktørerne. Det bedste ville være hvis der blev gennemført en systematisk undersøgelse af uddannelsesbehovet, som baggrund for at designe uddannelserne.




Foto: Man kan vandre langs kysten hele året rundt. Stranden ud for sommerhusområdet ved Ristinge, den 16. februar 2016.


2. Hvilke turister kommer til Langeland?
Hvorfor vælger turister at besøge Langeland og hvad laver turisterne når de besøger Langeland?

Mange af vores turister kommer for at slappe af, bade fra vores strande, vandre og cykle. De vil også gerne besøge vores havne og byer. Og en stor %-del af vores turister kommer hertil for at fiske (lystfiskeri), og det er helt unikt i forhold turister i andre områder i Danmark. Mange kommer sejlende hertil. Men også seværdigheder, som f.eks. Langelandsfortet og Danmarks Naturfredningsforenings økologiske landbrug, Skovsgård, trækker mange besøgende.

De fleste turister er familier, der kommer for at slappe af, være sammen med deres børn, bade og opleve.

Men mange, både familier med børn og andre går efter en mere aktiv ferie, hvor sightseeing, vandring, cykling, dykning, fiskeri, kunst- og naturoplevelser spiller en stor rolle.

De turister der kikker ind i Turistkontoret på Torvet i Rudkøbing spørger typisk til attraktioner og oplevelser, de køber cykelkort og fiskekort, eller får vandre-brochurer. De spørger også efter steder at spise og i mindre omfang efter steder at overnatte – inklusiv sheltere.

På den seneste turist-messe i Odense gik spørgsmålene fortrinsvis på Langelands attraktioner, oplevelser, lystfiskeri osv. Men der var også gæster der spurgte efter vinter camping (fastliggere) og grupper der ønskede at arrangere en udflugt.

På den seneste turist-messe i Hamburg blev der spurgt til alle mulige typer overnatning på Langeland – og ellers attraktioner, oplevelser osv.




Foto: På vandretur ved Ristinge Klint, den 16. februar 2016.

Tårn nr. 4.
Danmarks længste kunstmuseum fordelt på 12 tidligere transformatortårne over hele øen er en kunstrute, hvor tårnenes uforandrede ydre og det nye indre giver en oplevelse af det historiske og det nutidige. 6. juni 2015.



3. Hvad kan vi tilbyde de turister der kommer til Langeland?
Langelands lange kyststrækning, de fine strande, havnene, de attraktive skove og vådområder, med det rige dyrelive (ikke mindst det rige fugleliv af både træk- og ynglefugle) giver gode muligheder for at tiltrække turister som både vil slappe af, opleve og komme tæt på naturen.

Langeland byder på mange muligheder for kikke på fugle, opleve kunst og lystfiskeri både ved kysten og ude på havet

Langeland indbyder til en aktiv ferie. Og de mange cykel- og vandreruter giver gode muligheder for særlige pakkeløsninger.




Foto: Kystfiskeri ved Ristinge Hale, den 27. december 2014.


4. Uddannelsesbehov
De turist relaterede uddannelses - tilbud kan f.eks. omfatte:
• Opfriskning af sprogkundskaber (tysk, engelsk, hollandsk). Sprogkurserne målrettes dialogen med de udenlandske turister,
• Udarbejdelse af forretningsplan (virksomhedsejere),
• Kurser for fastansatte inden for: Kundebetjening; Service; Salg,
• Kurser i optimal og målrettet rådgivning og service til turister,
• Salg af turistprodukter – lære at rådgive og sælge,
• Udvikle oplevelsesprodukter, i samarbejde med andre turisme-aktører,
• Ungdoms/basisuddannelse i service til turister.


Foto: Bramgæs ved Tryggelev Nor, den 16. februar 2016.



5. Hvem kan levere uddannelserne?
Uddannelserne skal i videst muligt omfang gennemføres på Langeland f.eks. i samarbejde med VUC Fyn, HORESTA, i AMU regi eller som aftenskolekurser (LOF, AOF), gerne i samarbejde med Region Syddanmark, Destination Fyn og VisitDenmark.


Foto: Ristinge Campingplads i lukket "vintermode", den 16. februar 2016.


Referencer:
i. Turist- og Erhvervsforeningen Langeland http://www.langeland.dk/
ii. Status, udfordringer og muligheder for turismen; Fyn, Langeland og Ærø. SYDDANSK TURISME. http://aksen.assens.dk/agenda/17225_Bilag%206%20-%20Turismen%20p%C3%A5%20Fyn.pdf
iii. Vækstmodel for turismen i Syddanmark; Udarbejdet af Region Syddanmark i samarbejde med EHSB - Oktober 2013 (EHSB=Eskild Hansen Strategibureau)
iv. Turismens økonomiske betydning i Region Syddanmark; VisitDenmark for Region Syddanmark; August 2013
v. Destination Fyn; http://www.udviklingfyn.dk/destinationfyn
vi. VisitFyn: http://www.visitfyn.dk/fyn/visitfyn
vii. http://www.kystognaturturisme.dk/nyheder/vaekst-i-turismeerhvervet-kraever-kompetenceloeft/
viii. http://www.kystognaturturisme.dk/media/1248/kortlaegning-af-virksomheders-vaekststrategi-og-uddannelsesniveau-inden-for-turismebranchen.pdf
ix. http://www.horesta.dk/da-DK/Raadgivning/Uddannelse/UddannelseiBranchen
x. Tage Petersen: Strategier for kompetenceudvikling i det bornholmske turismeerhverv; Bornholms Forskningscenter; Juli 2001
xi. Foreningen til Markedsføring af ferieturismen i Syddanmark; http://fomars.dk/
xii. Erhvervsservice Bornholm; http://bornholm.biz/media/3545/erhvervsservice113.pdf
xiii. http://www.kristinekarlshoej.dk/portfolio/ivaerksaetteri-i-praksis/





Foto: På cykletur langs Langelands kyst, den 14. august 2011.



Forslaget til "Uddannelser for turist erhvervet på Langeland" er en del af en strategi for en selvhjulpen udvikling af Langeland, se: http://langelandsstrategi.blogspot.dk/2015/12/vi-skal-hive-os-op-ved-haret-en.html



Koret Liv &Sang synger ved tårn nr. 2. under den årlige tårnsangerdag hvor et af de langelandske kor optræder ved hvert at de 12 tårne som udgør Danmarks længste kunstmuseum. 6. juni 2015.


Turismens økonomiske betydning for Langeland
Der findes ikke ret meget materiale om Turismens økonomiske betydning for beskæftigelsen på Langeland og Langeland Kommunes økonomi. Det efterfølgende er en kort opsamling af oplysninger fra rapporten ”Turismens økonomiske betydning i Region Syddanmark; VisitDenmark for Region Syddanmark; August 2013”

Turisterne i Region Syddanmarks fem destinationer Fyn, Sønderjylland, Sydvestjylland, Lillebælt og Legoland Billund Resort brugte i 2011 i alt for næsten 17 mia. kr. og foretog 14 mio. registrerede overnatninger i 2012.




Hotel Rudkøbing Skudehavn er opført i 1989 og har 6 lokaler i centerbygningen med havudsigt samt 24 hotelværelser og 17 ferielejligheder. Foto: 28. februar 2016



Der er store kommunale forskelle i turismeforbruget. F.eks. lægger turister på Langeland, ifølge VisitDenmark’s rapport, flest penge på festival, mens turister på Ærø lægger flest penge i lystbådehavne.

Turisternes omsætning på landsplan og i Region Syddanmark er på det samme niveau: 1,9% af det samlede udbud af varer og tjenester. Langeland trækker snittet op med en andel på 6,5%.

VisitDenmark’s rapport viser store kommunale forskelle i forbrugsmønstret hvad angår overnatningsform. F.eks. dominerer lejet feriehus som overnatningsform i Varde og Fanø. Billund er særligt afhængig af hotelovernatninger, mens der lægges en stor andel på festivallen på Langeland og i lystbåde på Ærø.


I Langeland Kommune bruger turister en del penge på detailhandel. Dette hænger sammen med overvægten af turister der bruger penge i f.eks. feriehuse. I øvrigt skiller Langelands forbrug sig ud fra de øvrige kommuner i Region Syddanmark, da størstedelen af forbruget går til andre produkter. Dette skyldes det relativt store forbrug på festival.


Hotel Rudkøbing Skudehavn indgår ikke i VisitDenmark’s opgørelse af Turismens økonomiske betydning for Langeland fordi det kræver en kategori tre som minimum. Foto: 28. februar 2016



En anerkendt målestok for betydningen af et erhverv i samfundet er værditilvækst. Værditilvæksten er defineret som det beløb, der er tilbage af den samlede omsætning, når vareforbruget, der er brugt i forbindelse med produktionen, er fratrukket. Værditilvæksten går således til løn og profit (aflønning af produktionsfaktorer). I hele Region Syddanmark udgør den turismeskabte værditilvækst knap 8,2 mia. kr. inklusiv afledte effekter. Dette svarer til en andel på 2,8 % af områdets samlede værditilvækst. I Langeland Kommune ligger dette tal meget højere (11,8 %), og trækker regionens samlede gennemsnit betragteligt op.

Turisternes forbrug skaber en mængde arbejdspladser – her kaldt turismeskabte årsværk, idet antallet tælles i enheder, der modsvarer fuldtidsjob. I Region Syddanmark skabte turisterne i 2011 4,4 % af kommunernes samlede beskæftigelse. Igen er Langeland blandt de mest afhængige af turismen, idet 12,6 % af alle job (årsværk) i kommunen er skabt af turismen.





Bed & Breakfast indgår ikke i VisitDenmark’s opgørelse af Turismens økonomiske betydning for Langeland. Foto: 28. februar 2016



De turismeafledte skatteindtægter for Langeland Kommune ligger højt (15,2 pct.) både hvad angår personskatter og især hvad angår moms, vare- og selskabsskatter.

VisitDenmark har opgjort hvor meget overnatningskapaciteten af Langelands 2.236 sommerhuse blev udnyttet i 2012. Hvert sommerhus må, i følge de daværende lovbestemmelser, benyttes/udlejes i alt 39 uger om året, hvilket giver den samlede kapacitet til rådighed (9.500 potentielle udlejningsuger). Divideres antallet af potentielle udlejningsuger i kommunen med de faktisk udlejede uger, fås et tal for den gennemsnitlige kapacitetsudnyttelse på sommerhusene i kommunen, som er på 11%.

Turismen på Langeland kendetegnet ved danske gæster, der samlet står for 69 pct. af turismeomsætningen. Tyskland er største udenlandske marked med 22 pct. af den samlede omsætning. De to næste lande, Holland og Sverige, sakker langt efter, med hver ca. 2 pct. af den samlede omsætning.



Danmarks statistik opgør ikke Hoteller med under 40 sengepladser – derfor indgår overnatninger på Broløkke, Tranekær Slot, Frederiksberg, Humble kro, Bagenkop Kro og Hotel Skandinavien ikke i opgørelsen af turismens betydning for Langelands økonomi. Foto: 28. februar 2016



For fremgangsmåden ved opgørelsen henvises til KAPITEL 4. METODE OG DATAKILDER i VisitDenmark’s rapport.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar